Dagbog

Jeg ved godt det er rigtig udansk at prale, men eftersom vi også er i Sydafrika pt. Så springer jeg altså ud i det alligevel ;-)

for vi gør altså det bare skide godt, man skulle virkelig tro vi var proff forældrer:-) Vi formår at bevare roen hele tiden, selvom vi måske føler os pressede. Vi er skide gode til at hjælpe hinanden og til at gøre alt hyggeligt og i fællesskab. 

Her bor et par fra luxemborg med deres barn på 18 mdr og de løber rundt og råber op over det mindste og alt virker stresset og kaotisk. Vi har to skønne unger og vi sidder og spiser og hygger os sammen i ro og mag.

Nu har både Tracy i Durban, Jane her og Sue fra Impilo også rost os for netop vores ro og overskud:-) Så nu mener vi godt vi kan tillade os at rygklappe os selv lidt..

Jeg er også pokkers stolt af min kære mand, der indtil for 2,5 uge siden ALDRIG havde skiftet en ble, nu er han total ble haj og skifter lige så ofte som jeg.

Så er vi nået til vores sidste dag i Durban, en smuk by på nogen sider og en grim på andre. Men det der altid vi stå stærkest i vores hjerter er byen der gav os vores smukke drenge❤. Vi har mødt så meget venlighed hernede og især May vores sagsbehandler fra Durban childwelfare vil forevigt stå som noget ganske særligt i vores hukommelse. 

Durban og vel hele Sydafrika er en kontrasternes by/land, her er smukT, idyllisk, smukke huse. Stor centre og en unik natur. Når så man kommer lidt længere ind i byen, væk fra de polerede forsteder med høje stødhegn om husene, er der beskidt og hverken pænt eller hyggeligt. Lejlighedes komplekser ligner noget der er ved at falde samme. Og i baggårde bor folk i kasser. Overalt ser du tiggere og folk der roder i affald. Hushjælpen her i huset som arbejder fra 6.30 -17 mandag til fredag tjener ca 1500 kr om måneden og en havemand tjener under 60 kr om dagen. I dag sad han uden foran huset og rodede vores skrald igennem og spiste den mad vi smed ud i går aftes:-(.

for os er det virkelig svært at se og denne ulighed er så svær at forstå. Jeg ville ALDRIG kunne bo et sted som dette. I går virkede porten her hvor vi bor ikke, så derfor skulle vi holde alle døre ind i huset låst. Så selv om vi føler os trygge her og ikke er nervøse for at gå rundt, så er her måske ikke et trygt alligevel..

men Gud hvor bliver man taknemmelig for alt hvad man har og over at være dansk, når man ser hvordan livet også kan være.

Mandag var vi på rundtur rundt for at se nogle forskellige steder med relevans for drengenes historie og møde de mennesker der på den ene eller anden facon har krydset deres vej. Vi var godt klar over på forhånd at dagen ville blive lidt hektisk og for at skærme de små så meget dom muligt blev de spændt fast i bæreseler på mors og fars mave.

her i Sydafrika ef der tradition for at alle børn bare bliver løftet op, og sendt fra arm til arm, selv til vidt fremmede. Der var lidt sure miner over vi gjorde det umuligt for dem at slæbe rundt på dem, men det var vi nu ligeglade med. Alligevel blev der jo pillet ved den og hevet i deres små arme og ben i adskillige timer. 

Da vi kom hjem kunne vi godt mærke at de var totalt færdige og som dagen skred frem blev de også mere og mere pylrede, det var så tydeligt at de bare ikke orkede nere overhovedet.

vi havde en lang og urolig nat med ret par ulykkelige små drenge også kan man ikke lade være

med at spørge sig selv om hvor meget sådan en lille krop og sjæl rent faktisk husker fra sin første tid? genkender de mon steder, lyde, stemmer de mødte da de var helt spæde? Eller var den meget virak bare for meget? Vi har ihvertfald valgt at skrue lidt ned for aktivitets niveaet og bare koncentrere os om at være os 4 helt stille og roligt. Håber det bærer frugt for nu sover de ihvertfald sødt imellem os allerede, helt uden gråd i dag❤❤❤

Så er vi blevet en rigtig familie, en familie med far, mor og børn og hvor er det bare fantastisk. For en uge siden i dag sad i luften over Frankfurt og nu sidder vi i sofaen med hver vores sovende tvilling i armene❤.

Denne uge har været så fantastisk og med følelser stærkere end jeg troede var muligt. Jeg er så ovenud lykkelig og taknemmelig for at jeg får lov at være mor til disse to helt igennem vidunderlige drenge. De er så små og og alligevel tager de alle de store forandringer i stiv arm. Det går virkelig bedre end jeg nogensinde har turdet håbe på og de udvikler sig med lynets hast.

 

 

Nu er det snart nu! Om præcis en uge skal vi møde vores drenge for allerførste gang. Det er så fantastisk og uvirkeligt, lidt skræmmende og utrolig DEJLIGTHjerte.

Vi har nu i godt 16 år bare været os to og nu skal til at være fire. Jeg tror vi de sidste dage har gennemlevet alle de følelser der findes og vi er slet ikke kommet afsted endnu.

livet er lige nu som den vildeste rutschetur, og nu skal vi huske at nyde suset..

Nyeste kommentarer

19.01 | 22:57

Det er en meget passende beskrivelse af at være adopteret. Jeg er selv adopteret og kæmper stadig med eftervirkningerne. Pas godt på drengene.

...
24.10 | 20:49

Endnu engang tak for de skønne ord der rammer lige i hjertet - De drenge har fået den helt rigtige familie <3
Glæder mig til at følge jeres liv
KH Dorhe (AV)

...
08.08 | 13:05

Vi glæder os til at se jer...

...
07.08 | 23:55

Det er så skønt at følge med i jeres liv lige nu . Vi glæder os meget til at se jer og ikke mindst Christian og Lucas. Knus Bo og Lene

...
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE