Mandag var vi på rundtur rundt for at se nogle forskellige steder med relevans for drengenes historie og møde de mennesker der på den ene eller anden facon har krydset deres vej. Vi var godt klar over på forhånd at dagen
ville blive lidt hektisk og for at skærme de små så meget dom muligt blev de spændt fast i bæreseler på mors og fars mave.
her i Sydafrika ef der tradition for at alle børn bare bliver løftet op, og
sendt fra arm til arm, selv til vidt fremmede. Der var lidt sure miner over vi gjorde det umuligt for dem at slæbe rundt på dem, men det var vi nu ligeglade med. Alligevel blev der jo pillet ved den og hevet i deres små arme og ben i adskillige
timer.
Da vi kom hjem kunne vi godt mærke at de var totalt færdige og som dagen skred frem blev de også mere og mere pylrede, det var så tydeligt at de bare ikke orkede nere overhovedet.
vi havde en lang og urolig
nat med ret par ulykkelige små drenge også kan man ikke lade være
med at spørge sig selv om hvor meget sådan en lille krop og sjæl rent faktisk husker fra sin første tid? genkender de mon steder, lyde, stemmer
de mødte da de var helt spæde? Eller var den meget virak bare for meget? Vi har ihvertfald valgt at skrue lidt ned for aktivitets niveaet og bare koncentrere os om at være os 4 helt stille og roligt. Håber det bærer frugt for
nu sover de ihvertfald sødt imellem os allerede, helt uden gråd i dag❤❤❤